”Du kan lige sidde derovre, indtil de andre er mødt ind.” Mie, en pige med røde dreadlocks og ring i næsen, pegede over på en hullet skrivebordstol, hvor skumgummiet stak ud, som havde nogen taget en stor bid af sædet. Umiddelbart virkede det ikke som om, det var kommunikeret ud til hele stationen, at der kom en folkeskoleelev i erhvervspraktik i den uge, hvilket sikkert også var tilfældet.
Jeg var 16 år gammel og lige trådt indenfor på det sted, der for mig var det ypperste. Det højeste, jeg kunne opnå. Alligevel harmonerede den slidte stol ikke helt med mit billede af en tv-station. TV STOPs sekretariat var et rodet lokale med støvet gråt væg-til-væg tæppe, papirer i stakkevis stikkende ud fra rækker af dueslag, en stor magnettavle med telefonbeskeder, diverse printede huskelister og et par politiske plakater.
Jeg havde de sidste par år intenst fulgt næsten samtlige af TV STOPs programmer fra fjernsynet på mit teenageværelse. Faktisk så intenst, at min mor fik at høre for det til en forældrekonsultation på skolen.
”Vi har konstateret, at Peter må have eget fjernsyn i sit værelse. Når han møder om morgenen, underholder han hele klassen med. hvad de har vist i TV STOP sent aftenen forinden, hvorpå han sætter sig til at sove, så snart undervisningen går i gang.”
TV STOP var i særdeleshed gået i blodet på mig, og nu var jeg sluppet indenfor. Jeg satte mig på den hullede stol, og kiggede lidt genert rundt på de mandagssøvnige tv-stoppere, der ventede på, at morgenens redaktionsmøde skulle gå i gang. At den kommende uge skulle få betydning for de næste mange år af mit liv, var ikke lige til at forudse. Men jeg havde vist besluttet på forhånd, at det ikke skulle blive nemt for dem at slippe af med mig igen. Da det således blev fredag, og dermed den sidste dag af min erhvervspraktik, nænnede jeg ikke at gå hjem. Efterhånden var det blevet hen under aftenen, og langt de fleste af stationens medarbejdere var for længst forduftet; gået på weekend eller ud for at drikke øl. Men jeg blev. Hvad jeg fordrev tiden med, kan jeg ikke helt huske. Men på et tidspunkt kom produktionsleder Tommy, og spurgte, hvorfor jeg ikke var smuttet endnu. ”Du må godt gå hjem”, sagde han. Jeg sagde, at så var det jo slut. Så kom jeg jo ikke ind igen, og det var jo TV STOP, og alt det jeg havde drømt om.
”Jamen, du kommer da bare igen på mandag efter skole”, sagde Tommy. Vel mest for bare at få mig ud af døren.
Jeg tog Tommy på ordet, og mandag eftermiddag, så snart det ringede ud fra den sidste time, sprang jeg på cyklen og ræsede ned i Griffenfeldsgade. I starten undrede folk sig ikke over, at jeg dukkede op hver eftermiddag. Jeg begyndte at rydde op i båndarkivet, og jeg kendte udsendelserne så godt fra de mange sene aftener foran skærmen, at jeg ofte kunne huske datoer og finde indslag frem hurtigere, end de folk som selv havde lavet programmerne. Men på et tidspunkt begyndte nogen vist at snakke i krogene, og jeg blev muligvis også punkt på et fællesmøde. Det blev i hvert fald besluttet, at mit ihærdige forsøg på at blive en del af TV STOP skulle belønnes. Så jeg blev optaget i Storbybio-redaktionen, og fik lov til at lave programmer. Det er nu 16 år siden, og som så mange andre tidligere tv-stoppere er tv min profession i dag. TV STOP var en fantastisk læreplads og et unikt udklækningssted. Og ligesom TV STOP ikke rigtig kunne slippe af med mig, så har jeg heller aldrig helt sluppet TV STOP.
Af Peter, tidligere tilrettelægger og webansvarlig på TV STOP