Teknikgruppen

Humlebien kan ikke flyve og vores udstyr kunne ikke producere. Editorpultene skred i tidskoden, så på dårlige dage skulle man bare ikke lave en preview, så kunne man godt starte forfra med nye ind- og udpunkter.

Mikrofoner og kabler fik en hård behandling, og kamerabatterierne var et stort samtaleemne blandt fotograferne. Nu var rød klods igen afladet med en sungun, og havde mistet kapaciteten. Rød klods var et motorcykel-blybatteri, der anvendt korrekt kunne fordoble vores operationstid. Batterier var dyre, og vi havde per definition INGEN penge.

Studiet var en verden for sig selv. Lysdæmperne til vore lamper var noget skrot vi havde købt på auktion hos DR. Sven holdt dem i live, ligesom resten af teknikken. Når han tog på ferie, hængte vi hans billede op i afviklingen og krydsede fingre. Det virkede hver gang.

Så var der alarmen. Lige fra starten var der en fortælling på TV Stop om nogle printplader, der var røget ud af et vindue ved rydningen af et besat hus. Vi ventede på ALARMEN, og imens vi ventede, holdt vi nattevagter. Altid i studiet sommer, vinter, jul og påske… Man mødte op efter dagens udsendelse, og sov alene eller sammen i det store mørke hus hvor Tjærekompagniets pukkelryggede menneskefigurer holdt en ved selvskab på trapper og i kroge. Her var der en del der lærte at holde sig en hel nat. Der var flere grunde til at vi ikke bare lige gik ud og købte en alarm. Den evindelige pengeskrue og så en overbevisning om at hvis vi købte en alarm ude i byen, ville politi og efterretningstjenester være de første til at få koden, og så invitere sig selv indenfor. Vi var jo klassens frække dreng, og i vores egen selvforståelse et oplagt mål for aflytning og anden snusen rundt. På alle fællesmøder lød spørgsmålet: ”Hvornår er alarmen færdig”. Der gik år hvor intet skete. Vi havde ikke kapaciteten. Og imens overnattede vi hver nat. Der var nok en og anden der fik sig en ven eller kæreste på den konto. Endelig blev vi så mange at alarmprojektet rykkede. Vi lærte om And-, Or- og Norgates Busser og programmering i Turbopascal af Sami, som var på vej til USA for at programmere spil. Koden var skrevet på en måde som var uforståelig for almindelige dødelige programmører, men den virkede, og Teknikruppen fik en pris som årets Gruppe på det årlige seminar.

Så kunne vi kaste os over det næste kapitel…

Af Tommy, tidligere lydmand og medlem af Teknikgruppen på TV STOP